Frivillig i BETA
Kunne du tænke dig at blive frivillig på BETA?
BETA er på vej til at blive et af Københavns fedeste intime venues inden for et bredt spekter af genrer; fra indie og electro til rock og metal. BETA præsenterer ca. 90 koncerter årligt med større og mindre navne og har brug for dygtige frivillige inden for forskellige områder.
BETA kan byde på viden og mulighed for erfaring inden for mange områder
Som frivillig vil du være med til at køre et af Københavns bedste og mest velkørende spillesteder. Du vil være med til at skabe et forum, hvor du og andre frivillige kan prøve kræfter med forskellige områder inden for kultur- og oplevelsesindustrien. Er du interesseret i organisation, afvikling af koncerter fra band get-in til load-out, bandcare, lyd/lys, booking m.v. – ja, så er BETA det rigtige sted for dig at blive frivillig.
Har du mest lyst til at stå bag baren, sidde i entreen eller arbejde med de andre praktiske opgaver...
... der er i forbindelse med BETAs arrangementer, så er der også plads til det på BETA. Man skal ikke nødvendigvis have de store ambitioner inden for musikbranchen og oplevelsesindustrien for at være her, men hvis man har, er der rig mulighed for at udvikle dem i BETA-regi.
Jo mere du engagerer dig, jo flere muligheder får du
Inden for musikbranchen er der ofte bestemte områder, som mange synes, er spændende. Jo mere engageret du er, desto større mulighed får du for at præge stedet og udvikle de interesseområder, du synes, er mest interessante. Det er vores mål, at BETA-familien på sigt skal have mulighed for kurser og studieture, der kan være med til at udvikle os, så vi kan være iblandt de bedste spillesteder i Danmark.
På BETA løfter vi i flok
Samtidig med, at du på BETA vil have mulighed for at prøve kræfter med - og udvikle dig inden for - ovennævnte områder, forventes det også, at du indimellem tager en vagt inden for de områder, der evt. mangler bemanding. Det kan f.eks. være bag baren. Vi løfter i flok, og alle bidrager til at gøre BETA til et fedt sted.
Kontakt Mikkel Wad Larsen:
Mail: mikkel@amagerbio.dk
Tlf.: 32 86 02 00
- og hør nærmere om dine muligheder for at blive frivillig.
Med venlig hilsen
Mikkel Wad Larsen og Kira Hulsart


